Private boligejere uden for fælles varmeforsyning i Nordfyn Kommune er klar til at droppe oliefyret og få nye energivenlige løsninger. CLEAN Grøn Erhvervsvækst og Nordfyn Kommune bakker op om interessen ved at afholde et informationsmøde om mulighederne d. 22. marts, kl. 19.00-21.00 på Sletten skole afd. Skovløkke.

En nylig undersøgelse foretaget i Kolding viser, at interessen for nye energivenlige løsninger og tilskudsordninger er ved at nå nye højder. Det er især dem, der bor i landdistriktsområder, og som har oliefyr, der viser interesse for at skifte. Undersøgelsen er foretaget blandt deltagere til tre infomøder i Kolding Kommune.

På baggrund af den store succes i Kolding, har Nordfyns Kommune valgt at afholde et lignende arrangement.

På aftenen vil boligejerne på Nordfyn have mulighed for at høre om finansiering og tilskud, fordele og ulemper ved de forskellige opvarmningsmuligheder, og praktiske informationer, der vil hjælpe dem med at spare på energiforbruget og samtidig opnå et forbedret indeklima i deres bolig.

Den endelige beslutning om at udskifte oliefyret eller foretage en energirenovering af boligen er stor, og den efterfølges af en række andre vigtige valg. For at gøre det nemmere for boligejerne at træffe disse valg, vil der undervejs være oplæg fra Nordfyns Kommune, SparEnergi (Energistyrelsens Rejsehold), Fjernvarme Fyn og Nordfyns Bank.

Efter aftenens program vil der være mulighed for at snakke individuelt med oplægsholderne, forskellige fagfolk, håndværkere, energirådgivere og Best Green over en kop kaffe eller te.

I Kolding var det især skrækeksempler på ekstraregninger på op til 400.000 kr. til private boligejere for at skaffe sig at med gamle tanke, der har forårsaget jordforurening, som fik boligejerne op af stolene.

- ”Det er bydende nødvendigt, at ejere af oliefyr finder vej i junglen af løsninger og får mere viden om alternative muligheder for opvarmning. Der findes mange gode, miljøvenlige løsninger, og man skal finde den, der passer til netop sit hus og levevis. Vores undersøgelse viser at boligejere ønsker en løsning der er nem og overskuelig i hverdagen. De vedligeholdelsesvenlige løsninger hitter samtidig med at fokus på miljøvenlighed også ser ud til at spille en stor rolle i beslutningsprocessen”, siger projektleder Charlotte Darre fra CLEAN Grøn Erhvervsvækst, som man også kan møde d. 22. marts

Nordfyns Kommune er klar til at holde informationsmøder og klæde borgerne på med den rette viden.

- ”Informationsmødet den 22. marts afholdes i samarbejde med Skovløkke Lokalråd. Hvis der er interesse for det i andre områder af kommunen, så er vi klar til at afholde flere informationsmøder om energirenovering og alternative opvarmningsformer”, siger Anette Tolderlund

Undersøgelsen som er foretaget af CLEAN Grøn Erhvervsvækst blandt ca. 160 deltagere på en række infomøder i Kolding viser, at 19,4% siden informationsmødet har udskiftet deres oliefyr og fået varmepumpe eller brænde/pillefyr i stedet. Knap halvdelen, 44 %, påtænker at skrotte deres oliefyr og finde en mere energivenlig varmekilde inden for det næste år. Da der er lignende forhold i Nordfyns Kommune, og der er mange husstande uden for fælles varmeforsyning, forventes der også at være stort potentiale for udskiftning her.

Tilmeld dig her

For yderligere info, kontakt:
Charlotte Darre, Projektleder, CLEAN Grøn Erhvervsvækst, +45 3086 6686
Anette Tolderlund, Energikonsulent, Nordfyns Kommune, +45 2496 1522

Se Facebook-event